| HVAD I ALVERDEN ER SALON?? | ||||||||||
|
||||||||||
|
I gamle dage, dengang det slet ikke hed "klassisk musik" men bare "musik", samledes man ofte til musikalske sammenkomster hjemme i stuerne. Da hverken grammofonen eller stereoanlægget var opfundet endnu, var det jo den eneste måde, man kunne lytte til musik hjemme hos sig selv - alternativet var koncertsalene som dengang især var foreholdt det bedre borgerskab. Så mange mennesker havde måske kun sjældent eller aldrig hørt en Beethoven symfoni i sin oprindelige form. Derfor fandt man tit sammen til små "huskoncerter", "soiréer" eller "saloner" for at spille den gode musik for hinanden - ofte spillede man symfonisk musik for mini-besætning, altså strygekvartet, duo eller firhændigt klaver. Franz Schubert har sågar lagt navn til den såkaldte "Schubertiade". Oprindeligt var schubertiaden en sammenkomst, hvor Schuberts omgangskreds, bestående af musikere og digtere fandt sammen og afholdt jam-sessions, hvor kunstarterne gik op i en højere enhed. Ved sådanne lejligheder er meget af Schuberts musik blevet til - især flere af hans berømte "lieder". I det hele taget er meget ikke-symfonisk musik blevet uropført ved intime koncerter - så det var slet ikke sædvanligt at man hørte kammermusik (deraf naturligvis navnet!) eller soloklavermusik i koncertsalene. Så salonen er på mange måder den mest autentiske musikalske live-oplevelse man kan få. Akustiske instrumenter kommer til deres ret, når man er tæt på. Og så er det jo også utroligt hyggeligt, sammenlignet med koncertsalen. Bla. er det en selvfølge for musikerne at præsentere musikken overfor publikum, så det også bliver en mere personlig oplevelse.
|
|||||||||
| BØRNE-SALON | ||||||||||
| Hvor? Kamæleonkoncert/Skolekoncert/Børnehavekoncert - men også af og til her i salonen. Hold øje med kalenderen... |
||||||||||
| Tag dine børn, børnebørn eller voksne legekammerater med til SALON!! Oplev en række af klaverlitteraturens perler, krydret med sjove historier, gættelege og charmerende filmklip - bl.a. Musiklagkagen, Hundevalsen og en Pjerrot, der tryller til musikken... se eksempler her... |
||||||||||
| VISUAL CLASSICS... |
||||||||||
|
||||||||||
|
VISUAL CLASSICS – en oplevelse for øjne og ører, der forener den storslåede klassiske musik, live-udført med visuel understøttelse på storskærm. Pianist, flygel og billede smelter sammen og bliver til ét samlet udtryk. VISUAL CLASSICS er et nyt musikalsk udtryk, men i mindst lige så høj grad nøgtern visuel formidling af den klassiske musiks bestanddele. En balancegang, hvor billedets magt er stor. Derfor er halvdelen af et "show" reserveret til ”visuel tavshed”, hvor musikken taler for sig selv eller hvor den musikalske magi ikke kan bære billedets tilstedeværelse. VISUAL CLASSICS er også mundtlig formidling. Med velvalgte ord og underholdende klavertekniske video-projicerede demonstrationer fører Jacob Nielsen publikum længere ind i det musikalske motorrum for at kigge på tandhjul. På denne måde får musikken en ekstra dimension, selv for kendere. se her... VISUAL CLASSICS er en teknik, der lige godt kan anvendes til salon- eller hus-koncerter eller i den større koncertsal. |
|||||||||
| LYT LIGGENDE | ||||||||||
|
||||||||||
|
Hvem kunne ikke tænke sig at ligge på gulvet med lukkede øjne med et 400 kilos Steinway B-flygel over sig og mærke den resonans, der forplanter sig via gulvet og op i rygmarven! Udover at jeg improviserer, spiller jeg klassisk musik af bl.a. Chopin, Debussy og Schubert. Den horisontale lytning er den mest uforpligtende måde at lytte til musik - oplev f.eks. at det er meget unaturligt at klappe, når man ligger ned!! - det stimulerer koncentrationen, og man kan opleve at lytningen bliver mere meditativ end det man kan opnå under konventionelle, siddende forhold. Lyt Liggende er blevet temmelig populært som fælles "hygge-projekt" for julefrokoster, polterabender, mindre firmaer og fødselsdagsselskaber. |
|||||||||
|
||||||||||